Om livet som selvstændig og chefløs iværksætter

Jeg valgte i 2016 at gøre mig selv chefløs til fordel for et liv som selvstændig freelancer.

Livet som iværksætter byder på mange overvejelser og nogle gange hårde beslutninger, men mest af alt byder det på en frihed og arbejdsglæde, der for mig er helt uden sammenligning med et professionelt liv, som er bundet til en enkelt arbejdsgiver.

Om det er det rigtige for dig, har du nok en bedre idé om end mig, og i sidste ende finder du først for alvor ud af det, hvis du tager springet og siger farvel til din chef. Men hvis du går og overvejer et liv som selvstændig, så læs med her på siden, hvor jeg løbende vil dele mine oplevelser og overvejelser.

Men husk jeg er hverken revisor, advokat eller ligenede, så når jeg snakker om emner som fx selskabsstiftelse, bogføring, etc., så deler jeg mine tanker, og hvad jeg kom frem til i de enkelte tilfælde, men jeg rådgiver ikke.

Det er ikke mit mål at male et drømmebillede og anbefale alle bare at tage springet. Derfor har jeg heller ikke valgt et af de mange fotos, der findes derude, af en forretningsmand på stranden med en laptop, som den primære grafik her på siden. De findes helt sikkert, og det kan sagtens være, at det er sådan, det ender for nogen, men det vil ikke være det for alle.

Jeg forsøger at holde det realistisk og simpelthen bare dele mine oplevelser på godt og ondt. Indtil videre er det heldigvis langt overvejende ‘på godt’, og det håber jeg selvfølgelig vil fortsætte, for jeg har egentlig ikke noget ønske om nogenside igen at få en chef. 🙂 

 

Vejen til det chefløse arbejdsliv

OK. Lad mig lige slå helt fast fra starten… Jeg havde ingen problemer med chefen i mit lønmodtagerjob.

Det var kombinationen af altid at have haft en lyst til at være selvstændig, og hvad jeg vil betegne som et fjendtligt virksomhedsopkøb, der skubbede mig langsomt men sikkert hen mod døren.

Det var med andre ord ikke chefen som sådan, men nogle omstændigheder på arbejdspladsen generelt, der gjorde udslaget. Men når det er sagt, så er livet som chefløs, der i skrivende stund har stået på i to år, på rigtig mange måder helt fantastisk!

Men selvfølgelig var det også med to børn i skolealderen, to biler i indkørslen og et realkreditlån med 29 års løbetid tilbage en ret stor beslutning at træffe. For selvfølgelig spiller privatøkonomien en kæmperolle, og der er i mange tilfælde en vis risiko forbundet.

 

 

Livrem og seler

Derfor besluttede jeg inden afskeden med chefen at tegne en privat lønsikring, som fra dag et kunne sættes på pause, hvilket betød, at jeg kunne starte op og evaluere efter et halvt år. Hvis det ikke gik som håbet, kunne jeg aktivere forsikringen, som så ville give mig 80% af min tidligere løn i op til et år.

Det var godt nok til, at jeg turde tage springet, og i værste tilfælde vurderede jeg, at et år måtte være nok til at finde et andet job. For det var på det tidspunkt ikke længere en mulighed at blive i det gamle job – i hvert fald ikke hvis ens gode humør og velbefindende i øvrigt skulle forblive bare nogenlunde intakt.

Så hvorfor ikke skyde et halvt år ind og prøve kræfter med livet som selvstændig freelancer?

 

Godt fra start

Heldigvis havde jeg opbygget en del gode kontakter i den branche, som jeg bevæger mig i, og fik mulighed for at tage en kunde ind, som jeg kendte i forvejen, fra dag et. Så jeg vidste, at jeg ikke skulle starte helt fra bunden og ville have en økonomisk hjørnesten. Jeg var dog også helt bevidst om, at det ikke ville være nok, så nye kunder skulle støves op.

Men nu var jeg i gang, og det var en fed følelese!

Herfra vil jeg bare opfordre dig til at læse flere indlæg, som uden sammenhæng eller kronologi i øvrigt er indelt i kategorier. Det kan være, at jeg gentager mig selv nogle gange, men til gengæld kan du læse dem helt uafhængigt af hinanden.  

Velkommen til! 🙂

 

Få nye indlæg direkte i indbakken

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *